Temakoncerter

Denne temakoncert var samtidig lanceringen af den portræt-CD JSK har indspillet med Kasper Janums saxofonmusik. Nedenstående er komponisten Jens Voigts noter til CD'en. 



Dette er ikke en musik der handler om aldrig-før-hørte-klange, virtuos kompositorisk instrumentbehandling, forfinet polyfoni eller ny avanceret teknologi. Det er en musik der til tider går alt, alt for langsom; til tider er alt for larmende, alt for tyst, alt for forudsigelig; eller alt for u-forudsigelig; den er klichéfyldt, den er grødet, den er vulgær ... Kasper Jarnums musik er simpelthen for meget! - og netop derfor helt uundværlig. 

Dette er en musik hvor dét man blændes af, er kunstnerens alvor, inderlighed og mentale nøgenhed. Og hvor dét forventningen bør rette sig imod, er det psykologiske parallel-univers, som udspilles i det afgørende øjeblik hvor man giver slip, og forestillingen om den bevidste, intellektuelle kommunikation opgives. Det er her musikken går op for en; i den totale resignation af vante krav og forestillinger om intellektuel underholdning, gode proportioner og formale revolutioner - hér har lytteren en chance ... og hér har musikken en. Selvfølgelig er der mængder af melodiske passager, absolutmusikalske chokeffekter og rytmisk inciterende vendinger som man umiddelbart kan svælge i eller lade sig gribe af - og det handler musikken selvfølgelig også om; denne umiddelbare musiceren, men dette er kun akkompagnementet til selve kernen i Jarnums projekt. 

Kernen derimod, synes at være udsyringen til et andet bevidsthedsniveau tilvejebragt af den sinusoide trance af alt-for-lange passager, hvor den indre tidsfornemmelse drukner - og tiden bliver som sat i stå. Disse mediterende former, er en langvarig proces af accepteren, venten og lytten, hvor tålmodigheden er en af de fremmeste dyder. Ikke alene er sjælen i denne musik træg, men dertil kommer at sådan psyko-musik naturligvis ikke lader sig gentage på kommando (som man har for vane at vente det af en BachFuga). Det er en tilstand man må kæmpe sig selv ind til, om det lykkes, er et mellemværende mellem hin enkelte Lytter og Jarnum. 

Når Jarnum til tider gør det så mange komponister næppe tør (vælger langsommeligheden), er det ikke fordi han er en specielt modig kunstner eller en af vor tids revolutionister; han kan blot ikke andet. Kasper Jarnum kan ikke skrive nogen musik ud over sin egen, og kan netop derfor skrive sin egen i total ærlighed - og kun i total ærlighed, for selv når han måske tror sig bevidst og skolet, vælter hjerteblodet ham af pennen og de blyantsgnidrede nodeark der strømmer lindt fra værkstedet, er så jarnumianske at ingen - nok så ignorante - vil betvivle ophavet. Og ér man så heldig at få fingre i et af disse følelsesmættede ark, tænker man ofte »dét der går galt, det bliver simpelthen kedeligt, fortænkt - dét afsnit er alt for langt ...« og - som allerede nævnt - så videre, og erkender så ved opførelsen, at det jo netop ikke kunne være anderledes i denne verden! 

Få komponister er plantet så solitært som Kasper Jarnum. Med et heksekog af intellektuelle brokker, dybtfølte klichéer og la merde d'artiste; kunstnersved, tarotkort og Kristuskærlighed, har han opnået en ganske unik placering i den danske kunstmusikverden. Man kan af og til få tanken, at han bare er faldet ned det forkerte sted - at det særlige begrænser sig til at han taler kinesisk i Europa, og at han placeret et andet sted ville falde på plads med et klik. Men her spiller det kunstneriske balancepunkt atter ind: Som det før blev lytteren anbefalet at undlade en alt for entydig fokusering på de konkrete toner, vil niveauet også på det stillistiske plan skulle et niveau op fra den konkrete materialemasse - fra at lytte efter enhed i akkorder, rytmer og former, til nu at lytte efter hele stilarter, rock, jazz, reggae, romantiske gester ... og ikke mindst: at lytte efter disse stiles standardvendinger og musikalske logikker. Kasper Jarnum er en fuldblodseklektiker, hvis verden er bygget op om en lige stor kærlighed til det allerklassisk'te repertoire og de mere udsyrede grene af den rytmiske musik. Og søger man åndsslægtninge på dette plan, dukker mestre som Stravinsky og Ligeti snart op fra det 20. århundrede - men allerkraftigst slår geigertælleren ud mod den amerikanske tusindkunster Frank Zappa, hvis lytterskare formodentlig primært er rekrutteret fra den rytmiske side af musiklivet - men som også har skrevet dybt ambitiøse værker for klassiske orkestre og ensembler. Fælles for de to - Zappa og Jarnum - er den hæmningsløse appetit på alle hylder i de musikalske stilarters legetøjsbutik, og den ubekymrede brug af disse forskelligartede sager. Det umiddelbare lydbillede har kun periodske og vage overlapninger, men musikalitet og musiktænkning er unægtelig i familie. 

For lytteren der har lagt denne Jarnum-cd i maskinen i forventningen om klassisk musik, vil musikken således måske af og til forekomme noget uskolet og måske ligefrem antidogmatisk. For den der venter rytmiske firefjerdedelsstrukturer, forekommer den omvendt ved første gennemlytning formodentlig noget akademisk og svær. Men det er dér, hvor disse stilarternes kampparader forstummer; hvor klichéer og formfuldendthed transcenderes - som blev dørene lukket mod den pulserende, kaotiske verden - at man pludselig hører det egentlige i musikken, hvor man simpelthen kan høre musikken, og den hvisker: "hør mig! elsk mig!" 

Jens Voigt, 2004

Thomas Agerfeldt Olesen 




Villtir Svanir (Vilde Savner) (1994)
Kvartetten er skrevet på bestilling fra “Nordens Hus” som en gave til Island i anledning af 50-årsdagen for landets selvstændighed d. 17. juni 1994. 
Titlen, og det faktum at kvartetten rummer fem satser, kunne endvidere (uden dette på nogen måde antydes i partituret) lede tanken hen på de fem nordiske svaner (Island, Sverige, Norge, Finland og Danmark).


Diptychon, Op. 11 (1954)

Koncerten kaster også et blik tilbage til unge Per Nørgård, der i 1954 endnu ikke havde afsluttet sine studier ved konservatoriet. Et værk for violin og klaver, fra tiden hvor Holmboe og Sibelius var de store inspirationskilder. 
En diptychon er en sammenfoldelig dobbelttavle ofte af træ, der invendigt er overtrukket med voks til skrift med metalgriffel, men blev i middelalderen også betegnelsen for en altertavle med to fløje.



Roads to Ixtlan (1992-93)

Man siger at alle veje fører til Rom. Men kan det også tænkes at alle veje også ­ i en anden betydning ­ fører til, eller imod Ixtlan? Ixtlan er stedet for “hjertets højeste stræben” hos den mexikanske troldmand Don Genaro, ifgl. Carlos Castaneda, antropologen som har udgivet en række bøger om Don Juan, Genaros “kollega”. 
Genaros fandt ikke endemålet for sin stræben, og vil heller ikke finde det, da man aldrig når frem til sit hjertes indre mål. Han er stadig på vej til Ixtlan. 
I min saxofonkvartets tre satser vil man finde tre vidt forskellige udgangspunkter, men satserne bevæger sig utvetydigt mod det samme melodiske resultat, som er en slags musikalsk tyngdepunkt i værket. 
- Per Nørgård



Spell (1973)

Spell er et værk, der på overfladen deler særligt gestiske karakteristika med den romantiske musik. Også klangverdenen har et tilsyneladende sammenfald med elementer fra traditionel tonal musik. Alligevel handler stykket om helt andre ting. Man kan mærke, at den kraft, der styrer stykkets udvikling, ikke er en kraft, lånt fra den traditionelle klassiske musik, men en kraft, der handler om nye lovmæssigheder for melodisk, harmonisk og rytmisk forvandling. At man ikke bevidst bemærker alle de samspil-lende kræfter, der er på spil i stykket, gør ikke kraften mindre stærk. Nørgård arbejder i dette stykke med uendelighedsrækken, den brudte akkords teknik ­ som er en særlig forvandlingsteknik, som transformerer et over- eller undertonespektrum til et nyt, den såkaldte “waves-teknik” ­ en rytmisk teknik, der handler om betoningsforskydninger, og som her giver et helt særligt liv til det melodiske, og en skille/samle-teknik, der i passager tranformerer de rytmiske lag. En væsentlig del af stykket handler også om spejlvendinger - lange passager er tydeligt hørbart to stemmer, der udgør hinandens spejl. Spell er en udvidelse af det tidligere klaverstykke “Turn”, og er oprindeligt skrevet for klarinet, cello og klaver. 
- TAO



Dansere om Jupiter (1994)

Titlens umiddelbare forklaring er forståelig nok ud fra ydersatsernes individuelle titler (“Skyggedanser” og “Dagdanserinde”) set i forhold til midtersatsens (“Jupiterbølger”). På det mere symbolske plan forholder jeg mig til tilegnelser, hvor de to “Dansere” er dedikeret henholdsvis komponisten Axel Borup Jørgensen og danserinden og koreografen Marie Lalander ­ eftersom de pågældende i deres udøvelse jo på dén måde kan siges at være “i kredsløb om Jupiter”: At Axels musik udover den ‘skyggedansende side’ (der er så umisforståelig som f.x. i hans værker for cembalo og kontrabas ­ eller det for orgel) besider en lysside (som i “Marin” og “Nordisk Sommerpastorale”) er ligeså selvklart, som at Marie i sin dans og koreografi nok kan frigøre ekstatiske lyskræfter (som i “Strobb-(flimmer)-finalen af “Nattens Sol”) men ligeså fuldt besidder udtryk for det undertrykte, mørke. 
“Jupiterbølge” midtersatsen, er derimod inspireret utvetydigt af de autentiske “akustiske ionbølger”, der konstant op-står ved solvindens kollision med Jupiters magnetbælte (registreret af “Voyager II”, 1989) ­ og er tilegnet dr. Jeffery D. Thompson, der gjorde disse (“NASA”) registreringer offentligt tilgængelige (på CD-serien “NASA Voyager Space Sounds”). 
- Per Nørgård

Koncerten blev støtte af Augustinus Fonden, Solistforeningen af 1921, 
Århus Stiftstidendes Fond, Århus Kommunes Fritids- og Kulturforvaltning 
og Københavns Kulturfond.

11. november 2001 • Helsingør Theater, Den Gamle By, Århus


Modest Mussorgsky (1839-1881): Udstillingsbilleder (1874)
--
Sofia Gubaidulina (1931): Duo-Sonate for to barytonsaxofoner (1977/94)
Alexander Glazunov (1865-1936): Quartett op. 109a (1932)







Om det russiske program
af Kasper Hemmer Pihl, 2001

Et af de af de værker I musikhistorien, det nærmest er umuligt at “slippe udenom”, er Mussorgskys store klaverværk "Udstillingsbilleder" og næppe nogen der har hørt det, har været uberørt deraf. At det så er de færreste, der har hørt det i sin originale skikkelse for klaver, er en anden sag ­ som vi vender tilbage til senere.


Mussorgsky
Modest Petrovitsj Mussorgsky (1839-1881) var søn af en velhavende godsejer, og skønt han som barn spillede klaver, var det ikke en karriere indenfor tonekunsten der var lagt op til. Mussorgsky blev uddannet på militærakademiet i Skt. Petersborg og blev efter sin eksamen som syttenårig gardeofficer i Preobranskij-regimentet.
I 1861 ophævedes livegenskabet for Ruslands 47 millioner(!) fæstebønder. For Mussorgskys familie, som for de fleste godsejere, betød det en pludselig deroute, der tvang Mussorgsky til at ernære sig som statsembedsmand og det er fra denne periode efter 1863, vi finder hans første kompositioner. Mussorgsky var ikke en lærd komponist og meget lidt konform i sin skrivemåde, hvilket førte harske kommentarer med sig fra såvel kolleger som kritikere og publikum, men med tiden kom det ene mere skelsættende værk efter det andet: Det symfoniske digt “En nat på Bloksbjerg” fra 1867, de to sangcykler “Fra Barnekammeret” (1868-72) og “Dødens sange og Danse” (1875-77), klaverværket “Udstillingsbilleder” (1874) og ikke mindst hovedværket, operaen “Boris Godunov” (1868-69 + 71-72).

Udstillingsbilleder
I 1873 døde arkitekten Victor Hartmann (1834-73). Hartmann illustrerede bøger, men virkede også som arkitekt. I 1864 drog han på en fireårig udenlandsrejse, og fra denne tid stammer de fleste af hans akvareller og skitser. Mussorgsky havde lært Hartmann at kende via Vladimir Stassov der havde introduceret Hartmann i Balakirev-kredsen i Skt. Petersborg. Det var også Stassov det i februar og marts 1874 arrangerede den mindeudstilling af Hartmanns billeder, Mussorgsky blev så inspireret af. Mussorgsky ville også give sin afdøde ven et musikalsk minde og i en vældig skriverus komponerede han ”Udstillingsbilleder”, der lå færdig d. 22. Juni 1874.

Værket fører lytteren gennem ti af Hartmanns billeder kædet sammen af promenader, hvor man må forestille sig beskueren vandre mellem billederne. Enkelte stede må billederne have hængt tæt, for skiftet mellem promenader og ”billede-satser” er ikke helt jævn.

Promenaderne
Promenaderne er i sig selv et variationsværk, af høj klasse. Mussorgsky formår på genial vis at behandle det samme tema på fem særdeles forskellige måder, der hver især forbereder det næste billede. Tonesproget er umiskendeligt russisk, og har en vis tristesse, der giver det indtryk at Mussorgsky mellem hvert billede henfalder til mindet om sin afdøde ven. Et indtryk der forstærkes af, at satsen ”Cum mortuis in lingua mortua” (Samtale med de døde i et dødt sprog), trods titlen er en promenade, vel at mærke den sidste.

Billederne
Desværre er ikke alle Hartmanns billeder fra udstillingen bevaret. Blandt de tabte findes ulykkeligvis flere af de af Mussorgsky beskrevne.

1. Gnomus
Sempre vivo, es-mol, 3/4
Dette billede er blandt de tabte, men det har efter Stassovs beskrivelse, forestillet en lille ondsindet dværg, der haster/sniger sig af sted på sine krumme ben

2. Det gamle slot
Andantino molto cantabile e con dolore, gis-mol, 6/8
Billedet skal forestille et middelalderligt slot, foran hvilket en troubadur synger en serenade.
Denne sats har en særlig plads i alle saxofonisters hjerter, i det Ravel i sin orkestrering tildelte temaet til en altsaxofon, og dermed skabte en af orkesterlitteraturens smukkeste saxofonsoli.


3. Tuilerierne
Allegretto non troppo, capriccioso, H-Dur
En have med mange børn og deres barnepiger.

4. Bydlo
Sempre moderato, g#-mol, 2/4
En oksekærre med store skæve hjul kører væk fra beskueren.


5. Kyllingernes dans i æggeskallerne
Scherzino, Vivo, leggiero, F-Dur, 2/4
Motivet er en skitse Hartman lavede til en balletforestilling.


6. Samuel Goldenberg og Schmuyle
Andante. Grave ­ energico, b-mol
To polske jøder ­ den ene rig, den anden fattig...

7. Markedspladsen i Limoges
Allegretto vivo, sempre scherzando, Eb-Dur
Franske koner i heftig strid på markedet.


8. Catacombae, Sepulcrum romanum
Largo, h-mol, 3/4
I dette billede forestiller Hartmann sig de parisiske katakomber oplyst af lanterner.


9. Hytten på hønsefødder
Allegro con brio, feroce, 2/4, C-Dur
Denne tegning viser heksen Baba Yagas hytte, udformet som et ur på hønsefødder.

10. Den store port i Kiev
Allegro alla breve, Maestoso. Con grandezza, Eb-dur.

Dette billede er et arkitektonisk forslag til en byport i Kiev, udformet i en tung gammelrussisk stil. Porten var planlagt til at mindes et mislykket attentat mod Zar Alexander II og byporten skulle have indeholdt et klokketårn og sågar en kirke.
Mussorgsky bruger dette billede som afsæt for en storslået finale, der med sine transparente koralafsnit også refererer til det kirkelige.



At bearbejde Mussorgsky

Amerikanerne har et ordsprog der siger ”If it ain’t broken, don’t fix it” (Hvis det ikke er i stykker, så lad være med at reparere det). Og jeg må sige, at der bestemt intet er i vejen med Mussorgskys blændende klaverværk! Hvorfor så lave om på det? Svaret er ganske enkelt: Betagelse.

En lang række komponister, arrangører og musikere har i gennem tiden været dybt betaget af dette værk, så betaget at de måtte have det “ind under huden”. Resultatet er blevet en lang række bearbejdelser af ”Udstillingsbilleder”, hvoraf Ravels virtuose udsættelse for symfoniorkester rager højt op over mængden, men Ravel er ikke ene medlem i klubben! Faktisk er der (mindst) 13 udsættelse for orkester og hertil kommer et væld af udsættelser for større og mindre ensembler, som f.eks.:

• Klavertrio
• Rockband (Emmerson, Lake & Palmer)
• Synthesizer, Orgel
• 2 guitarer
• Blæserorkester
• Saxofonorkester
• Saxofonkvartet, 2 klaverer
• 44 pianister (43 flygler og ét præpareret klaver)
• Jazzorkester
• Akkordeonorkester
• Traditionelle kinesiske instrumenter
osv. osv.

Faktisk startede værket med at blive skrevet om. ”Udstillingsbillder” blev nemlig først udgivet efter Mussorgskys død, og den version der udkom var redigeret af Mussorgskys ven, komponisten Rimski-Korsakov, der ændrede ganske meget i forhold til håndskriften. Næppe for at være respektløs; Grunden har snarere været, at Mussorgskys musik var meget udfordrende for samtiden, hvilket ofte gav ham ry for at være en dårlig ”håndværker”. Rimski-Korsakov, har derfor ganske sikkert ville rette et par ”fejl”, for ikke at skade vennens rygte. Da denne version, har været grundlaget for de fleste tidlige udsættelser, har ”rettelserne” forplantet sig i flere generationer.

I vores bearbejdelse for saxofonkvartet har vi som udgangspunkt brugt et arrangement af hollænderen Jan van der Linden, der primært brugte Ravels orkesterversion som grundlag. Undervejs i arbejdet, blev vi imidlertid opmærksomme på en række, endog meget store afvigelser fra Mussorgskys urtekst, så i løbet af arbejdsprocessen fik vi stort set skrevet vores oprindelige nodemateriale helt om. Således læner vi os i den nuværende version, ganske tæt op af den originale version for klaver. Der er steder der er så pianistiske, at det har været oplagt, at benytte inspirationen fra Ravel.

Gør vi så Mussorgskys musik en tjeneste, ved at spille den for fire saxofoner? Skulle vi hellere holde os fra dette pragtværk? Det vil vi lade publikum vurdere. For os er motivationen fortsat betagelsen.


Sofia Gubaidulina

I 1994 skrev Gubaidulina sin Duo-Sonate for to fagotter fra 1977 om for barytonsaxofoner. I dette relativt korte ensatsede stykke, bruger Gubaidulina kvart-toner, multifoner (spaltede akkord-agtige lyde) mv. til at fremmane en stemning af hemmelige ritualer, besværgelser og liturgisk dans. Der skabes en klangverden, der er langt fra barytonsaxofonens normale rolle.



Alexander Glazunov

I sit livs efterår havde den store mand i russisk musik taget ophold i Paris, langt fra den Sovjetrepublik der hylde ham men som han aldrig åbent erklærede sit forhold til.
“Den russiske Brahms” sad altså nu i Paris, og meget tyder på at inspirationen havde forladt ham - han gad ikke mere. Blev han bedt om at skrive noget, svarede han, at han ikke havde mere nodepapir...og han gad ikke købe noget.
På samme tid gjorde saxofonisten Marcel Mule og hans saxofonkvartet fin karriere i det franske musikliv, og som Mühlfeld i sin tid fik den aldrende Brahms’ øjne op for klarinetten, blev Glazunov vækket af Mules saxofon. Således blev hans sidste to værker for saxofon; kvartetten fra 1932 og en koncert tilegnet Sigurd Raschèr i 1934.
I kvartettens første sats hører man “den Russiske Brahms” der med et virtuost teknisk overskud behandler selv ganske voldsomme modulationer med den største elegance. Anden sats er en række variationer over en russisk sang, med hilsner til kollegerne Chopin og Schumann. I finalen fornemmes Paris med sin ubekymrede lethed og musikalske virtuoserier.